Af Marius Sørensen
I disse tider, hvor Hollywood spytter den ene sjælløse sequel efter den anden ud, er det nemt at begynde per automatik at forholde sig kynisk til udsigten til endnu en efterfølger til en elsket film eller filmserie. I de seneste år er filmserier som Star Wars, Terminator og Indiana Jones blevet udvandet af stadig dårligere efterfølgere. Det samme gælder for Alien-serien, der som bekendt startede med Ridley Scotts gyser/science fiction-mesterværk af samme navn fra 1979. Siden da har andre filmskabere sat deres præg på serien med varierende succes. Selvom Scott i sidste årti selv vendte tilbage til serien med Prometheus (2012) og Alien: Covenant (2017), skal vi tilbage til James Camerons Aliens (1986) for at finde den sidste helt igennem vellykkede Alien-film. Nu har Scott så givet faklen videre til uruguayanske Fede Álvarez, der har skabt sig et navn i gyser- og thriller-genren med film som Don’t Breathe (2016) og Evil Dead (2013)
Det er en stor glæde at kunne meddele, at Álvarez’ Alien: Romulus netop i høj grad er vellykket. Filmen følger Rain (Cailee Spaeny) og hendes android-’bror’ Andy (David Jonsson), der er ansatte hos konglomeratet Weyland-Yutani Corporation på en rumkoloni. I et forsøg på at flygte fra planeten går Rain, Andy og deres venner ombord på en forladt rumstation. Helt forladt er stationen dog ikke, for som man kan forvente af enhver film, der bærer navnet Alien, støder vi endnu engang ind i den skrækindjagende xenomorph.
Under promoveringen af filmen har Fede Álvarez lagt stor vægt på filmskabernes forsøg på at sætte sin lid til fysiske frem for computeranimerede effekter. Det kan mærkes. Filmens billeder besidder en tyngde og en sanselighed, der desværre er alt for sjælden i store Hollywoodfilm i dag. At vi tror på, at karakterernes omgivelser er virkelige, er også kun med til at øge vores indlevelse i fortællingen og tage del i karakterernes skræk.
For Alien: Romulus er uhyggelig og ubehagelig. Én ting er den evigt forfærdelige body-horror, vi forventer af en Alien-film og som altid vil være effektiv, når det kommer til at fremtvinge afsky hos tilskueren. Én anden er den måde Romulus konstant finder på nye og vilde måder at overraske og være kvalmefremkaldende på. Filmen er opfindsom både i dens måde at skræmme os på, men også når det kommer til de forskellige taktikker karaktererne benytter for at bekæmpe xenomorphen og de forskellige twists og drejninger, historien tager. Det er i sandhed et imponerende manuskript, Álvarez og medforfatter Rodo Sayagues har skrevet. Når man står over for at skulle lave syvende film i en serie, er det ikke en selvfølge at være så nytænkende, som Alien: Romulus er.
Filmen gør samtidig seriens to første film kunsten efter, når det kommer til at levere atmosfære og uhygge gennem ekspressionistisk og røgfyldte billeder. Filmens skyggespil er med til at skræmme på lige fod med blodet og slimet.
Derudover leverer størstedelen af castet fine præstationer. Spaeny er bundsolid som Rain, mens David Jonsson (der var fabelagtig i sidste års Rye Lane) er intet mindre end fortræffelig i rollen som androiden Andy, der kan kæmpe med om titlen som Alien-seriens bedste karakter.
Til gengæld bevæger filmen sig ud på et uetisk territorie ved at inkludere en karakter fra én af seriens første film. Skuespilleren, der dengang spillede omtalte rolle, er død den dag i dag. I stedet for at caste en ny skuespiller i rollen eller finde på andre, mere kreative løsninger, har filmholdet bag Alien: Romulus valgt at genskabe den afdøde skuespillers ansigt via CGI. Det er grænsende til usmageligt. Det er en trend, der skal stoppe.
Men det skal ikke fjerne for meget fokus fra, at Alien: Romulus er forrygende underholdning og en værdig efterfølger til seriens bedste, der samtidig formår at bygge en tematisk bro mellem Ridley Scotts tre film i serien ved hjælp af en modig og vild slutning. Til tider leveres der en anelse for meget fanservice (én ikonisk sætning bliver unødigt gentaget). Alien: Romulus er ikke en perfekt film. Men det er det tætteste en Alien-film er kommet siden Aliens i 1986. Jeg havde ondt i hele kroppen, da filmen var færdig. På den bedst tænkelige måde.
Kommentarer